Gåtur ved 'Las Fuentes' | Se album

Sidst jeg var af sted med familien var for knap et år siden, da vi besøgte den spanske ø Tenerife.

Denne gang bliver desværre uden Helle og Jon, så vi bliver blot fem - de fire på billedet og naturligvis undertegnede.

Vi har valgt mere luksus end vi plejer, så turen er derfor over vores normale budget. Nu er det også første gang i Afrika for de andres vedkommende - og måske sidste - så der vil bl.a. være varmt vand og myggenet samt mad og drikkelse til alle måltider.

Vejrudsigten siger 30-35 grader. Tasken er pakket og kameraet ladet op.

Vi glæder os naturligvis. Det bliver både spændende og hyggeligt. Jeg håber de andre bliver vilde med det, så det ikke bliver vores sidste safari sammen.

Onkel Chris til Halloween fest

Nu er der kun en uge til jeg tager på en velfortjent ferie i Sydafrika med familien!

Da jeg gæstede landet sidst, dvs oktober 2006, var det samtidig min jomfrutur til Afrika. Jeg har siden været i Kenya i 2010 og Uganda her i 2011.

Billedet er taget fra min første tur. Vi har været på en to ugers primitiv safaritur i Botswana og er på vej tilbage til Johannesburg. Vi gør et et tiltrængt stop i Victoria Falls i Zimbabwe, hvor vi bl.a. rafter på Zambezi river, flyver i helikoptor over vandfaldet og andet af den slags.

Det er omkring 31. oktober (Halloween) og vores hold er blevet inviteret med til en fest et sted i byen, da vores guide Leon kender én, der kender én.

Vi har det hylesjovt sammen i gruppen og har alle svært ved at indse, at turen snart er slut. Vi beslutter derfor at bevare kontakten, selvom vi bor i hhv Belgien, Frankrig, Tyskland, USA, Canada og så lille mig i lille Danmark.

Til Halloween festen danser jeg for første gang i mit liv frivilligt - og jeg nyder det tilmed. Jeg mærker en sjælden befrielse og bliver bare ved og ved. Hvis man kigger godt efter, kan man også ane en svedperle her og der.

I dag efter fyraften holdt vi den årlige juleafslutning i firmaet med gløgg og æbleskiver. Ud over almindelig hygge (det er vi gode til) og en masse snakken frem og tilbage (det er vi også gode til), så havde vores chef udvalgt 60 billeder fra projektet i Uganda, som han viste frem på storskærm og samtidig gav et ord med på vejen.

Vi er næsten 40 medarbejdere i firmaet og kun et par håndfulde er i dagligdagen involveret i projektet i Uganda. De fleste ved lidt, andre næsten ingenting. Derfor er det vigtigt at få forbedret kendskabet til, hvad "vi andre" somme tider bruger tiden på, ligesom det er vigtigt at vise, hvad der er kommet ud af projektet ind til videre og hvad vi kan forvente os af det i fremtiden.

Når vi sender maskiner af sted til Afrika i containere er der altid en masse overskudsplads rundt om maskinerne, da de sjældent kan stables særlig effektivt. Det fik en lille dansk organisation glæde af ved den seneste sending, hvor der blev plads til en masse sko og tøj. For os betyder det ingenting - for dem betyder det gratis fragt.

Vi skulle også kåre årets medarbejder for hhv hovedafdelingen og "vores lille filial" ved Vejle med blot 7 medarbejdere. Stemmerne blev optalt og jeg fik sørme flest og modtog således en klapsalve sammen med en lille gave.

Min første tanke var ærlig talt, at det var lidt fjollet. Ikke selve konceptet med "årets medarbejder" (det er nemlig mig, der har arrangeret det), men fjollet at jeg blev valgt. Kun minutter senere mærkede jeg stoltheden indfinde sig og den sidder der stadig.

Jeg er og har aldrig været i tvivl om, at jeg gør et godt og stort stykke arbejde i firmaet, men det er alligevel rart at blive bekræftet og vide, at man bliver værdsat.

God dag. Jeg kan falde i søvn med et smil på læberne.

Devils Marbles Conservation Reserve, NT

I morgen eftermiddag har jeg lovet at køre Camilla og hendes kæreste i lufthavnen - de skal en måned til Australien. Pyhh, det kunne jeg godt lige klare!

Jeg er naturligvis glad på deres vegne og særligt over at Cam nu endelig kommer tilbage Australien efter mere en 10 år.

Turen dengang var på 10 måneder og den har selvfølgelig sat sine dybe spor. Både fordi vi oplevede den i vores "unge dage", hvor vi var langt bedre til bare at springe ud i noget nyt, men også fordi det var den første rigtige rejse og selvfølgelig fordi den var så lang.

Jeg har rejst meget siden og fået mange fantastiske oplevelser. Særligt Afrika har givet mig mange gode minder, men mit hjerte vil altid brænde mest for Australien.

På billedet er vi nået 8 måneder ind i vores tur og på vej mod Uluru (Ayers Rock) i midten af landet. Det er blevet vinter (juni) og derfor pivkoldt om natten. Det ser måske ikke umiddelbart sådan ud på billedet, men selvom dagtemperaturen kunne overstige 35 grader, så kunne natten godt levere minusgrader!

Nu er der under en måned, inden jeg atter sætter mine fødder på den afrikanske jord. Jeg klager ikke.

Denne gang bliver det en kort tur sammen med familien til Sydafrika, primært for at tage på en række safariture og opleve noget helt nyt (vi plejer ikke at forlade Europa).

Jeg glæder mig rigtig meget. Både fordi jeg glæder mig til at vise min familie, at det indtryk man får af "Afrika" i nyhederne herhjemme er så uendelig trist, når der også sker så meget positivt og som er potentielt godt for landets fremtid.

Jeg glæder mig til at se og være i naturen igen. På min seneste tur til Uganda, for blot en måned siden, blev det desværre ikke til "den store udstilling" af eksotiske dyr for mit vedkommende og jeg fik således ejheller vabler på fingrene i forbindelse med betjening af kamera og des lige.

Forud for vores afrejse har jeg en hulens masse arbejde, som jeg ærlig talt føler mig tynget af. Jeg ved godt, hvad der skal til; jeg skal tage mig sammen og løse én opgave ad gangen. Måske lave en prioriteret liste først, så jeg kan fastholde fokus.