For nogle dage siden hørte jeg i radioen en psykiater fortælle, at de fleste problemer folk kommer med til hende, omhandler forskellige former for overgreb eller utroskab. Ikke nødvendigvis altid af seksuel karakter, selvom det langt oftest er tilfældet.

Det var naturligt for hende også at tale om hemmeligheder - noget som har optaget mig meget siden jeg var teenager.

Vi har alle sider af os selv, som vi helst undgår at vise frem eller fortælle andre om. Også overfor vores partner eller nære venner. Det er hvad jeg kalder hemmeligheder. En hemmelighed kan selvfølgelig også være noget man ved om andre og dermed noget man fx er blevet tvunget til at holde på.

Jeg kender selv følelsen af at bære rundt på en hemmelighed, der til sidst kan fylde så meget, at den opsluger alt ens energi og ikke efterlader plads til noget som helst andet.

Jeg har, ligesom mange andre, hemmeligheder, som jeg aldrig har og sikkert aldrig kommer til at dele med nogen. Men jeg kan faktisk "prale" med, at jeg efterhånden har fået langt de fleste "luftet" til forskellige mennesker, der er tæt på mig eller i hvert fald har været det engang.

Nu er det ikke fordi jeg ynder at dele alt med alle. Jeg anser faktisk mig selv for at være både forsigtig og særdeles velovervejet, inden jeg begynder at udfolde mine eller andres hemmeligheder. Men hvorfor så overhovedet gøre det?

Da jeg var midt i tyverne, dvs for omkring 10 år siden, besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville lade hverken mine egne eller andres hemmeligheder fylde så meget i mit sind og konstant udfordre min samvittighed. Samtidig havde jeg også dengang et stort ønske om at blive mere udadvendt og i det hele taget lære mig selv bedre at kende.

Jeg begyndte at lufte nogle af mine tanker med nære venner og det gik for det meste godt. Det har også kostet i hvert fald ét venskab. Som jeg blev mere modig, blev hemmelighederne også mere vovede. Til sidst havde jeg selvtillid nok til at kastede mig ud over klippen, hvor jeg til min store forbløffelse opdagede, at jeg kunne flyve.

Sikke en faktastisk befrielse, det har været.

Hemmeligheder kan være utrolig belastende at bære rundt på. Man kan ligefrem få følelsen af, at man lyver, når man bliver nødt til at undvige pågående spørgsmål eller nægte at udtale sig. Og det gør man jo egentlig også.

Jeg blev hentet af René i morges, hvorefter vi forventningsfulde drog mod landet (Boulstrup) for at deltage i det første af seks møder i "lederlegestuen".

Vi har brugt det meste af dagen på at lære hinanden at kende, bl.a. ved at gennemgå de tests/analyser, som vi på forhånd havde lavet og sendt til underviseren, så han dermed kunne fremvise "resultaterne".

Det gav naturligvis anledning til snak om forskellige typer mennesker og hvilke egenskaber disse rummer. Alt sammen utrolig inspirerende for sådan en uuddannet personlighed som jeg.

Jeg tog fra kurset springfyldt med energi og med en stor forventning om at det kommer til at give mig rigtig meget inspiration til min funktion som leder og ikke mindst nogle "fakta" at læne mig opad.

Da vi gennemgik min lederprofil, udfra analysen, var der ikke noget som overraskede mig. Og det faktum overraskede mig heller ikke. Jeg kender mig selv rigtig godt og det beviste udfaldet også. Jeg hviler i mig selv, kender mig selv og er sikker på mig selv. Jeg er i det hele taget mig selv.

Rotarymødet her til aften var også en stor fornøjelse. Vi havde besøg af Wenche Strømsnes fra Center for Ledelse, der fortalte om et stigende problem i danske virksomheder, der træffer beslutninger uden at få dem eksekveret.

Hun citerede Jørgen Huno Rasmussen fra FL Smidth: "Hellere en god eksekvering af en halvdårlig strategi end omvendt."

To rigtig spændende oplevelser. Det har bestemt været en god og inspirerende dag.

På mandag begynder jeg et forløb med en coach med det formål at blive bedre til mit arbejde.

Hvorfor er det nødvendigt, når jeg nu er blevet kåret som årets medarbejder og alt muligt? Det er det, fordi jeg ofte tager alt for lang tid og bruger tilsvarende mange kræfter på at beslutte mig i vanskelige situationer. Jeg tænker for meget, som Camilla plejer at sige, for jeg vil gerne gøre det så godt og selvfølgelig være med til at tage de bedste beslutninger for firmaet.

Kurset bliver kaldt "lederlegestue" og kommer til at foregå én dag om måneden over seks måneder - altså seks hele dage.

Vi er et hold på syv deltagere som undervises/coaches sammen. Mellem "møderne" kan man ubegrænset søge råd og vejledning hos underviseren pr. mail eller telefon.

Pointen med at undervises i hold er bl.a. at man samtidig får skabt en relation til hinanden og således også efter kurset har hinanden at rådføre sig hos.

Jeg kender i forvejen tre af de seks andre deltagere. To af dem gennem Rotary (begge tøser) og én fra mit eget netværk i form af en god kammerat (René til de interesserede).

Det er første gang, at jeg skal deltage i et kursus, hvor det ikke handler om produktkendskab og den slags. Derfor er jeg meget spændt på at komme i gang og finde ud af, om jeg er blevet alt for snæversynet og forstokket i mine holdninger til at lære noget nyt og ikke mindst tage i mod andre måder at gøre tingene på.

I hvert fald så glæder jeg mig rigtig meget.

Det er længe siden jeg sidst har skrevet og det skyldes primært manglende lyst.

Siden vi kom hjem fra Sydafrika forrige weekend har jeg brugt væsentlig mere tid på familie og venner end normalt - og det har været rigtig godt. Derfor mindre behov for at skrive, når jeg har fået "lysten" stillet ved at snakke i stedet.

Jeg har haft mange tanker om arbejde og Rotary, da begge dele kræver min opmæksomhed i øjeblikket. Desuden har jeg meldt mig til et kursus omkring bedre ledelse, som skal forløbe over det næste halve år. Det starter på mandag.

I dag holder jeg fri, så jeg kan få bilen synet og ordnet et par småting. Jeg kan ikke helt forstå, at det allerede er fire år siden, jeg købte bilen, men tiden flyver jo af sted, når man har det sjovt.

I går var familien på besøg, hvor vi så billeder fra Sydafrika, spillede spil, spiste god mad og i det hele taget hyggede. Vi snakkede om den næste familie-ferie til sommer, hvor planen ind til videre lyder på to uger i Portugal.

Jeg har endnu ikke har besluttet mig for, om jeg vil med på turen, da jeg prøver at samle sammen (tid og penge) til at besøge Peter i USA og familien i Alaska. Ikke nødvendigvis i samme omgang.

Gåtur ved 'Las Fuentes' | Se album

Sidst jeg var af sted med familien var for knap et år siden, da vi besøgte den spanske ø Tenerife.

Denne gang bliver desværre uden Helle og Jon, så vi bliver blot fem - de fire på billedet og naturligvis undertegnede.

Vi har valgt mere luksus end vi plejer, så turen er derfor over vores normale budget. Nu er det også første gang i Afrika for de andres vedkommende - og måske sidste - så der vil bl.a. være varmt vand og myggenet samt mad og drikkelse til alle måltider.

Vejrudsigten siger 30-35 grader. Tasken er pakket og kameraet ladet op.

Vi glæder os naturligvis. Det bliver både spændende og hyggeligt. Jeg håber de andre bliver vilde med det, så det ikke bliver vores sidste safari sammen.